Helsingør Golf Club og Diabetesforeningen i Helsingør indgår samarbejde

 

Golfspiller

Helsingør Golf Club og Diabetesforeningen i Helsingør har indgået et samarbejde, der går ud på at give personer med diabetes i Helsingør Kommune en enestående mulighed for via golfsporten at forbedre sundheden for diabetikere. Samarbejdet har ført til, at ikke kun diabetikere, men også deres pårørende, tilbydes et gratis 10-ugers introduktionsforløb, hvor man lærer at spille golf.

Motion er en central og veldokumenteret del af behandlingen af både type 1- og 2-diabetikere, og netop golfsporten rummer en række motiverende faktorer for diabetikere. Golf spilles helt på deltagerens egne præmisser i forhold til tidspunkt og varighed, men vigtigst er, at golf er en social sport, der kan dyrkes med familie og venner.

Med det nye samarbejde håber både Diabetesforeningen i Helsingør og Helsingør Golf Club at kunne tilbyde diabetikere en mulighed for at dyrke en sport, de fleste vil kunne nyde hele livet, om som øger livskvaliteten hos den enkelte.

Det 10-ugers træningsforløb vil være som følger:

12 maj kl. 14-17: “Walk in the park”

Deltagerne går 18-hullers-banen igennem – dog uden at spille golf. På turen oplever de banen ”indefra” og hører om, hvad golf går ud på.

26 maj kl. 10-14: Introdag

Deltagerne bliver på 4 timer introduceret til de forskellige golfslag og skal spille golf på par 3-banen.

8 juni -6. juli: Begynderkursus i golf

Deltagerne gennemgår et af vores klassiske 4-uger begynderkurser, som fører til, at de bliver i stand til at spille golf på par 3-banen efterfølgende.

Juli måned er fri golf!

Hele juli har deltagerne fri adgang til træningsanlægget og golfspil på par 3-banen. Deltagerne kan også, hvis de har lyst, deltage i andre af klubbens begynderaktiviteter.

Kender du en med diabetes?

Hvis du kender en diabetiker i Helsingør Kommune er dette sundhedsfremmende gratis introduktionstilbud måske noget for vedkommende. Tag en folder, der ligger i restauranten – eller henvis vedkommende til vores hjemmeside www.helsingorgolf.dk under fanen "bliv medlem", hvor det er muligt at tilmelde sig forløbet. Interesserede kan ved spørgsmål kontakte den projektansvarlige i klubben, Carsten Brender, på tlf. 40 59 96 04.