Referat af Ophelia’s generalforsamling den 3. april 2019

 Mødested: HGC

Mødedeltagere: 60

 

Bestyrelsen repræsenteret ved: 

Ann Hansen, Katja Valentiner, Ulla Ring, Lene B. Arentoft, Helle Midtgaard, Helle Fuhr, Hanne Galatius

  1. Valg af dirigent 

Bestyrelsen pegede på Helle Hansen, som valgtes til dirigent.

  1. Formandens beretning 

Uddrag af Formand Ann Hansen’s beretning.

”I 2018 havde Ophelia mange gode turneringer, og vejret var et kapitel for sig selv – så det var en varm sæson. Vi kan se tilbage på turneringen PINK CUP, som afholdtes til fordel for kræftens bekæmpelse. I 2018 var der desværre færre golfklubber der deltog end der plejer – 89 mod 100 året før. Det betyder samtidig, at der på landsplan ikke blev slået rekord i indsamlingen, men det blev dog alligevel til kr. 2.900.000. Lokalt slog vi vores egen indsamlingsrekord fra året før, idet vi indsamlede 36.150 kroner. 

Traditionen tro spillede vi vores årlige venskabsmatch mod Hornbæk og Fredensborg – denne gang på hjemmebane. Ophelias spillere var godt med i de individuelle rækker, men ift. den sideløbende turnering som klubvinder, så vandt Hornbæk med 1 point.      

Vi fik i 2018 igen afviklet natgolf på par 3 banen, og efter alt at dømme lader det til, at det er en turnering der er kommet for at blive. 

Vi sluttede den almindelige golfsæson af lidt mere stille end i de tidligere år, hvor vi har haft modeshow. Det kunne ikke lade sig gøre i 2018, men det virkede som om, at mange af Jer hyggede Jer alligevel – uden at bestyrelsen havde et eller andet specielt i ærmerne for den aften - vi kan åbenbart godt selv finde på noget at snakke om og underholde os selv! 

Den sidste match i sæson 2018 var vores nissematch i december. Igen i år sørgede Kennet og Johannes for at servere gløgg for os på par 3 banen. Og denne gang var der også tændt bål – det er som om at de to herrer får arrangementet til at udvikle sig – nu må vi se hvad de finder på til næste gang… Efter matchen var der julefrokost og en gang bingo banko.     

Igennem 2018 havde vi en del sponsorer som bidrog med mange flotte præmier undervejs. Vi er glade for vores sponsorer, og bestyrelsen har igennem vinteren arbejdet for, at sponsorerne fortsætter i år, og vi har arbejdet på at finde nye og flere. Husk, at I er velkomne til at give os en hjælpende hånd med det arbejde – kender I nogen, eller er I selv i en branche hvor en sponsor kan komme på tale, så spørg endelig om dette p.v.a. Ophelia. Alle sponsorater – store som små bliver modtaget med stor glæde. 

For sæson 2019 har vi udarbejdet et turneringsprogram. Det er udsendt via mail, samt lagt på Ophelias facebookside og hjemmeside. 

Sidste år fik vi en håndfuld henvendelser om, hvorvidt Ophelia kunne tilbyde 9 hullers turneringer.  Bestyrelsen har drøftet dette og besluttet, at det ikke kan imødekommes. Det skyldes de ressourcer og den økonomi der skal bruges i forhold hertil.  

I år spilles venskabsmatchen med Hornbæk og Fredensborg i Fredensborg, og vi håber at mange af Jer deltager. Invitation udsendes.   

Vi gentager succesen med turneringen Pink Cup til fordel for kræftens bekæmpelse, og igen i år er turneringen åben for alle golfspillere i Helsingør, uanset om man er kvinde el. mand. Der udsendes invitation.  

Vi har i år valgt at sætte de ”åbne damedage” i programmet som holdes her i området. Det er f.eks. Hornbæk, Gilleleje, København, Fredensborg og Kokkedal. Der udsendes invitation. 

Der er planlagt en tur til Sverige på Söderåsens golfbane da egen bane er lukket. Turen sker med fælles bustransport. Bliver pladserne ikke fuldt booket af Ophelia’s medlemmer, vil de resterende pladser blive tilbudt til mændene i klubben. Der udsendes invitation.  

I forhold til årets eclectic turnering, så bruger vi samme metode som sidste sæson. Alle medlemmer af Ophelia er automatisk med i eclectic turneringen, og sidst på året kårer vi årets eclectic vinder. Det er igen i år nettoscoren der afgør hvem der vinder. 

Klubben har fået ny golftræner – Rene Neumann. Han tilbyder træning hver torsdag kl. 9 – 10 samt nogle lørdage i samme tidsrum. Prisen er kr. 115. Herudover har han oprettet 3 lørdagskurser for Ophelias medlemmer af 3 timers varighed. Disse koster kr. 350 pr. person. Træning bookes via golfbox, under lektioner, vælg gå til protrainer. 

Så skal vi huske Jer på, at Ophelia har sin egen facebookside ”Ophelia HGC” – for Jer der har en profil på facebook. Gå ind på Ophelia HGC og anmod om optagelse. Der foregår en del ting på facebooksiden, udover det der sendes på mail. Det er en hurtig måde at komme i kontakt med andre Ophelia medlemmer på. 

Og husk vores loppebiks på facebook ”Ophelias loppebiks”. Siden bruges til at bytte, sælge eller give diverse ting væk. Så har I noget I skal sælge, så brug endelige Ophelias loppebiks på facebook. 

Ift. at tage imod nye Ophelia medlemmer, som måske ikke kender nogen i klubben i forvejen, så holder bestyrelsen fast i den måde vi modtager dem på. For det første så sender vi straks vores turneringsprogram og en specielt udarbejdet velkomstfolder. Herudover tilbyder vi, at vi kan mødes med det nye medlem til en kop kaffe i klubhuset. Det giver en god indgangsvinkel til Ophelia, at man bydes velkommen på den måde. 

Bestyrelsen håber, at de nye Ophelia medlemmer vil få stor glæde af at være med i Ophelia, at I vil få en masse gode oplevelser sammen med alle os andre, og at I vil lære en masse nye søde og dejlige mennesker at kende. 

Så skal jeg ikke undlade at takke den samlede Ophelia bestyrelse for det store stykke arbejde I udfører. Jeg ved selv, at det ikke er en opgave man kommer sovende til og jeg synes, at I gør det fantastisk. Det er tydeligt at mærke, at I hver især er med til at gøre en forskel for Ophelia, og dermed for medlemmerne. Så tusind tak for Jeres fantastiske indsats. 

Der var ingen spørgsmål til formandens beretning. 

  1. Regnskab til gennemsyn og godkendelseUlla gennemgik regnskabet. Der var ingen bemærkninger til regnskabet. Godkendt.
  1. Fastsættelse af kontingent - Bestyrelsen foreslår, at kontingentet forbliver uændret. Godkendt - fortsat 350 kr. årligt.
  1. Forslag fra medlemmer og bestyrelse.
    Der var ikke indkommet nogen forslag. 
  1. Valg af bestyrelsesmedlemmer

Følgende var på valg og tilkendegav at de modtog genvalg:

Ann Hansen, Lene B. Arentoft, Helle Midtgaard, Ulla Ring

 Jfr. vedtægternes §7, indstillede bestyrelsen endnu et bestyrelsesmedlem: Elisabeth Dreijer Sørensen.

Der var ikke andre kandidater, så ovenstående blev valgt.  

Under behandlingen af dette punkt oplyste Ann Hansen, at bestyrelsen normalt konstituerer sig med formand og kasserer efter en generalforsamling. Denne konstituering var dog allerede foretaget, såfremt ovenstående blev valgt. Ann Hansen oplyste, at da hun er blevet valgt som næstformand i HGCs bestyrelse, kan hun ikke længere fungere som formand for Ophelia. Ann Hansen forbliver i Ophelia’s bestyrelse som menigt medlem.  Med baggrund i dette har Ophelia’s bestyrelse konstitueret sig med en ny formand. 

Ny formand er Elisabeth Dreijer Sørensen. Ulla Ring fortsætter som kasserer. 

  1. Valg af revisor og revisorsuppleant Revisor:Som revisor Christa Aalund – modtager genvalg

Som revisorsuppleant Hanne Tullberg – modtager genvalg

Der var ikke andre kandidater, så Christa Aalund og Hanne Tullberg blev valgt.  

  1. Eventuelt 

Mette Thorngaard informerede om, at hun havde træningslektioner til gode hos den tidligere træner Nikolaj Nissen til en værdi af kr. 1.000. Det tilgodehavende har Mette T. nu fået udbetalt via klubkontoret. Mette T. ønskede at give denne oplysning videre hvis andre er i samme situation. I den forbindelse oplyste Lisa Drevsholt, at man også har mulighed for at ”donere” ens tilgodehavende til klubben. Dette sker ved at man giver klubkontoret besked om, at man ikke ønsker at få udbetalt sit tilgodehavende.