
Bioblitz på golfbanen – naturen får hovedrollen den 1. juli
Tirsdag den 1. juli kigger vi lidt ekstra godt efter alt det liv, der gemmer sig på vores bane.
Helsingør Golf Club er nemlig med i Bioblitz – et initiativ, hvor golfklubber sammen med medlemmer og frivillige registrerer planter, dyr og svampe på banen.
Og vi får stærk hjælp fra vores juniorhold, som går i gang med at undersøge banen og se, hvad de kan finde af små og store naturoplevelser lige her i vores egen baghave.
Bioblitz er en sjov og anderledes måde at opleve golfbanen på. For banen er ikke kun fairways, greens og bunkers. Den er også levested for insekter, fugle, planter, svampe og alt det, vi måske ikke altid når at lægge mærke til, når vi jagter næste slag.
Formålet er at blive klogere på naturen omkring os og samtidig bidrage til golfsportens grønne profil.
Den 1. juli undersøger vi specifikt naturen på Helsingør Golf Clubs bane, og alle observationer registreres i appen Arter.
Har du interesse for natur, fugle, planter, insekter eller biodiversitet generelt, er du meget velkommen til at være med eller hjælpe til. Jo flere øjne vi er på banen, desto mere får vi registreret.
Vi glæder os til at se, hvad juniorerne og de øvrige deltagere finder på banen – og til at dele mere fra dagen.
Læs mere om Bioblitz her:
https://www.danskgolfunion.dk/bioblitz-sammen-kortlaegger-vi-naturen-paa-golfbanen