23 nye golfspillere i klubben
Torsdag aften blev de første nyspillernes 12 uger lange prøveperiode afsluttet med turnering, middag og fejring i klubhuset. Heraf har 23 nye golfspillere valgt at melde sig ind i klubben.
Torsdag var 18 nyspillere og 9 mentorer, hjælpere m.fl. samlet for at markere afslutningen på nyspillernes 12 uger lange og intense prøveperiode for hold 1-3 samt Kvinder og Golf holdet. Afslutningen blev fejret med en turnering på par 3-banen, hvor alle deltog. Dermed var i alt 27 spillere i gang på par3-banen fra kl. 18.10.
Forløbet begyndte i uge 15 i det kolde forår, hvor 20 nye golfere mødte frem til de første lektioner i golfsportens ædle kunst. To uger senere startede yderligere 11 kvinder på et særligt forløb målrettet dem. Det var for disse 31 deltagere, vi bandt den første sløjfe i går.
Ved afslutningen havde 23 af deltagerne meldt sig ind i klubben, heraf fem med fuldt medlemskab og en enkelt som hverdagsmedlem.
Gennem forløbet har nyspillerne deltaget i fire holdlektioner og haft fem individuelle lektioner med vores trænerteam. Her har de lært at slå til bolden, spille den ud af bunkeren, chippe den ind på green og til sidst putte den i hul.
Derudover har deltagerne været igennem fire timers regelundervisning, hvor Claus Hjorting gennem både teori og praksis har gennemgået de vigtigste golfregler.
Undervejs i forløbet har en række af klubbens erfarne medlemmer desuden været omkring holdene for at støtte og vejlede nyspillerne på deres vej ind i klubben.
For at lære at spille en golfrunde har holdene spillet fem begyndermatcher, heraf én på den store bane. I disse matcher har dygtige og engagerede mentorer hjulpet nyspillerne med at falde godt ind i spillerytmen på en golfbane.
Sideløbende har deltagerne fået korte introduktioner til brugen af de vigtigste apps, som anvendes i golfsporten.
Efter en aften med masser af god golf og mange gode grin samledes deltagerne i klubhuset til fælles middag. Her blev vinderne af de enkelte begyndermatcher hyldet, ligesom den samlede vinder af de fem begyndermatcher blev hædret.
Ud over spisningen og præmieoverrækkelsen fik deltagerne mulighed for at melde sig ind i klubben dd og dermed modtage en velkomstgave fra klubben.
Klubben fik 23 indmeldelser denne aften.
En kæmpe tak til alle hjælperne omkring holdene. Uden jeres store indsats ville forløbet ikke have været den succes, det blev.
