Har du lyst til at hjælpe Nyspillerudvalget?
Invitation til informationsaften
Klubben får hvert år nye medlemmer, og vi vil gerne blive endnu bedre til at give dem en god start. Målet er, at nye spillere hurtigt føler sig hjemme i klubben og får glæde af fællesskabet, klublivet og ikke mindst golfsporten.
Nyspillerudvalget er det team i klubben, der hjælper medlemmer uden tidligere golferfaring godt i gang. Udvalget har derfor brug for flere engagerede medlemmer, der har lyst til at bidrage til at integrere nye spillere i klubben. Det er et velfungerende team med højt til loftet, godt humør og en stærk hjælpsomhed – man løfter i flok.
At være en del af Nyspillerudvalget er for mange en meget givende opgave. Udvalget modtager ofte stor ros for sin indsats, sin imødekommenhed og sin evne og lyst til at tage godt imod nye medlemmer.
Nyspillerudvalget vil derfor meget gerne byde dig velkommen, hvis du har lyst til at bidrage med en eller flere af følgende opgaver:
- at være mentor for en eller flere mindre grupper (maks. 6 personer) og støtte dem i processen med at blive integreret i klubben
- at være mentor i forbindelse med vores begynderforløb Kvinder & Golf
- at være facilitator ved ”Gå til golf”, hvor du hjælper med at igangsætte træningsøvelser for nye spillere
- at være hjælper ved afvikling af mandagsmatcher og/eller andre begyndermatcher.
Nyspillerudvalget arbejder i mindre teams, så du aldrig står alene med opgaven og har et erfarent medlem at læne dig op ad.
Tidsforbrug
Udvalget vurderer, at dit tidsforbrug vil være på maksimalt et par timer ad gangen, 3–5 gange i perioden maj–juli. I planlægningen tages der naturligvis hensyn til dine øvrige aftaler. En eventuel bekymring for at blive “bundet” bør derfor ikke afholde dig fra at melde dig som hjælper eller mentor.
Kom til informationsmøde
Hvis du har lyst til at høre mere, inviterer vi til informationsaften torsdag den 19. februar kl. 19.00. Her vil Nyspillerudvalget uddybe opgavernes indhold og omfang, og der vil være rig mulighed for at stille spørgsmål.
Tilmelding
Tilmelding sker ved at sende en e-mail til nyspiller@hgcgolf.dk eller via GolfBox under arrangementet “INFO-møde nyspiller” senest den 15. februar.
Vi håber at se mange af jer til informationsaftenen.
Med venlig hilsen
Nyspillerudvalget