Holgers Drenge | Nyhedsbrev marts 2026

Holgers Drenge | Nyhedsbrev marts 2026


Kære medlemmer.

Sneen har endelig sluppet sit tag over det danske, og plus graderne har allerede blæst mildere vinde ind over Helsingør, hvilket betyder græsset næsten allerede kan duftes.

Velkommen til årets første nyhedsbrev fra Holgers

Ny bestyrelse

Ved generalforsamlingen i november måtte vi sige farvel til Dennis og Thomas, som efter en stor og dedikeret indsats har valgt at træde ud af bestyrelsen. En stor tak for det arbejde, de har lagt i klubben.

Til gengæld kan vi byde varmt velkommen til Michael Clausen, som er trådt ind omkring det runde bord – og allerede har taget godt fat.

Det lykkedes desværre ikke at finde et femte bestyrelsesmedlem. Det betyder, at vi i endnu højere grad får brug for jeres engagement og hjælp, hvis Holgers Drenge fortsat skal være den bedste klub-i-klubben hos Helsingør Golf.

Vinterturnering

Par 3 turnering

Vores vinterturnering på Par 3-banen kører fortsat som et fast, ugentligt indslag. Deltagelsen har været svingende – formentlig på grund af vejret – men forhåbentlig vender det nu, hvor sneen er væk, og de hvide bolde igen kan findes frem.

I skrivende stund er det Michael Sundstrup, der fører både den gennemgående turnering og eclectic-konkurrencen. Men flere ligger lige i hælene og er klar til at udfordre.

Tilmelding: Via GolfBox under Turneringer. Du har hele ugen til at gennemføre din runde.

Simulatorturnering

De nye simulatorbokse bliver flittigt brugt – og naturligvis skal vi også finde ud af, hvem der mestrer det indendørs spil bedst.

Turneringen findes i TrackMan og kan spilles hele marts måned:

Sådan finder du den:
Competitions → Local → Holgers Drenge

Turneringen er prædefineret med opsætning af tees, putting, spillehastighed samt vind- og vejrforhold. Du skal blot fokusere på at ramme bolden – og hygge dig.

Vigtigt:

  • Du skal selv booke tid til simulatoren
  • Du skal spille sammen med et andet Holgers-medlem
  • Der må kun spilles én runde

Sponsorer

Som nævnt indledningsvis har vi brug for jeres hjælp.

Sidste år oplevede vi, at flere medlemmer havde kontakt til virksomheder eller personer, som gerne ville sponsorere en match eller to. Det gjorde en stor forskel.

Bestyrelsen har derfor udarbejdet et kort skriv (se nedenfor), som I meget gerne må dele med potentielle sponsorer.

Vores ambition er at finde sponsorer til:

  • Alle 25 matcher
  • Gennemgående konkurrencer
  • Ekstra præmier til arrangementer

Med jeres hjælp kan vi nå hele vejen rundt – og måske endda lidt mere. Prisen for sponsorat på matchdage er 800,- pr. gang, og der sendes faktura.

Sponsorat_Holgers_Drenge_2026_med_logo

Vigtige datoer at huske

Som det sidste skal vi minde jer om der fortsat er nogle datoer der skal noteres i kalenderen.

  • 19. marts – Info aften om kommende sæson
  • 9. april – Åbningsmatch
  • 16. april – 1. fællesspisning
  • 5. juni – Skovtur
  • 3. oktober – Afslutningsmatch
  • 8. november – Generalforsamling
  • 6. december – Julematch

 

På vegne af Holgers Drenges bestyrelse
Rasmus

Holgers Drenges Facebook-gruppe

Skriv til os

+4549212970